Verdens måske klammeste vej.

Nå vi tager taxa ud til Den Norske skole og beder chaufføren om at dreje til højre, kigger han for det meste i bakspejlet og spørger "højre?" Og man forstår ham godt, for vejen er ikke alene temmelig ufremkommelig for de små taxaer, den er også ualmindeligt ulækker. Vi har to gange forstyrret en dame imens hun var ved at forrette sin nødtørft i vejsiden og her til morgen så jeg en død hund i en plasticpose, som lå imellem affaldet, omsværmet af fluer. Men denne vej er den eneste, som fører til vores arbejdsplads, så for os er den ikke lige til at komme udenom - man kan vænne sig til meget. I bilen sidder et ungt kærestepar og holder middagspause sammen. Man kan jo godt forstå at de har valgt at parkere netop her, når man ser den udsigt. Vi har lagt mærke til, at man i Peru bruger rigtig meget på at sidde i sin bil - selvom den holder stille. Vi har engang set et midaldrende par, som sad i en bil og nød et glas rødvin. Vi er noget frem til den teori, at kærestepar og ægtefolk søger tilflugt i biler (og parker - men det er en helt anden historie) for at slippe for den støjende børneflok eller forældre og svigerforældre i de rummelige hjem, hvor der ofte bor mange genrationer sammen.
Om der er nogen der benytter skuret på muren, ved vi ikke, men måske bliver det brugt af ham, som holder øje med at ingen stjæler afgrøderne på de omkringliggende marker, der er beplantet med alfa alfa.
For enden af verdens måske klammeste vej, er der rejst et lille skilt på en meget høj stang. På skiltet står der: Den Norske Skole. Den er god nok - vi skal til højre...