I bussen...

At tage bussen i Arequipa kan være noget at et kulturchok, og det kan tilmed være meget svært at finde ud af, hvilken bus man skal med. Her findes ingen rejseplanen.dk eller busplaner. Det gælder om at læse hvad der står på bussernes skilte eller lytte til konduktøren der hængende ud af busdøren råber bussen destination. Der er heller ingen busholdepladser, man kan stige på og af på hvert gadehjørne. I hver bus er der to ansatte: Konduktøren tager imod penge og åbner og lukker busdøren, Chauføren kører bussen med stor entusiasme - hornet i bund og zigzag-kørsel mellem de andre biler og busser. Rundt på busruten er der nogle stempelmaskiner, og konduktøren springer af i farten og løber hen for at få stemplet sit papir - hvorefter han roligt går tilbage til bussen som nu holder stille, her handler det om, hvad der står på papiret, ikke om bussen når frem til tiden...

En bustur er det bedste tidspunkt for menneskekiggeri. Ofte er det dog os selv der er objektet, og vi har nogle gange siddet med solbriller hele vejen og ignoreret de mange blikke. Men når bussen ikke er for fuld kan man sidde og betragte almindelige peruanere i smug og opfange bidder af samtaler, eller lytte til de mange gamle klassikere som spiller i højtalerne oppe ved chauføren. Hvis man holder godt øje, kan man se enkelte passagerer slå korsets tegn for sig, når bussen passerer en kirke eller en anden bygning med et kors. Der er ikke meget benplads i bussen og Thomas må nogle gange sidde med knæene oppe under hagen for at kunne være der. Det er nu hyggeligt at køre i bus, herfra kan man bedre se, hvad der går for sig i byen, end fra end taxa.