Tak for mad

Vi vil blot sige hjerteligt tak for pakker med alt godt fra Danmark. Vi havde en skøn aften med mørbrad og champingonsovs - det var næsten som at være hjemme. Vi er tilmed begyndt at dele lidt ud af vores lakridser...

Pernilles fødselsdag

Den 25. oktober havde Pernille fødselsdag og det blev fejret. Eli-Anne havde købt en lagkage, som hun overraskede med på skolen, det var rigtig festligt. Om eftermiddagen havde vi inviteret alle missionærer, lærere og børn til fødselsdagskaffe. Så der blev pakket gaver ud og spist boller og kage.

Søde Ester fra Sverige var med til fødselsdag sammen med sin mor og sin søster Lovisa Jahannes er rigtig sød, vild og ustyrlig, han er den mindste af 4 brødre.
Vores lille hus blev hurtigt fyldt, da der kom gæster. Fra venstre: Eli-Anne, Mona med lille Ingrid og til højre Beate.
Håkon Hamre

Ondsdag aften var vi ude og spise, Thomas og jeg. Vi spiste på ZigZag, samme sted vi var til kvindeaften. Det var virkelig en dejlig aften, men masser af god mad. Vi fik fisk til forret og strudsebøf til hovedret.

Restauranten gav en frugtdrink fordi jeg havde fødselsdag.

Dagen efter, da fødselsdagen var vel overstået fik jeg endnu en gave. Lærerne på sprogskolen havde købt en fødselsdagskage til mig. Midt i timen ringede klokken, og da jeg kom ind i fællesrummet sagde alle tillykke. De var meget søde og sang fødselsdagssang på spansk, engelsk, tysk og dansk.

Her er to tyskere, som også studerer på skolen. I hjørnet sidder min bedste lærer Abby, hun er virkelig sød, lige nu har jeg en der hedder Pedro, han er også rigtig god.

Hjemturen

På grænsen mellem Bolivia og Peru fik vi hver et stempel i vores pas, som gav os lov til at blive i Peru 90 dage længere. Det havde alt i alt være en fantastisk tur. Alt var gået som det skulle, vi havde fået set det vi gerne ville, og nu er vi tilbage i den "gamle" hverdag i Arequipa - det er godt at være hjemme igen.Vi tog en bus fra Copacabana til Puno søndag eftermiddag, skiftede bus i Puno og var i Arequipa 22.15 - en time forsinket og en forkølelse rigere.

Boliviansk hygge på søbredden og i parken

Der kommer mange bolivianske turister til Copacabana. Titicacasøen er det nærmeste man kommer på hav i Bolivia, da landet ikke har adgang til Stillehavet. På søbredden kunne lejes både, kajakker og vandcykler. Det var tydeligt at se at bolivianerne ikke er vandt til vand. De var fuldstændig frygtløse, og nogle pjaskede rundt i det iskolde vand, som om de var 30 grader varmt. Vi hyggede os med at se med fra sidelinjen.

Selvom solen skinner skarpt og nådesløst er vinden kold i 3800 meters højde, og en hue er et godt køb!

I byens park nød byens indbyggerne en afslappende lørdag. Meget af dagen var der slet ikke nogle bænke ledige. Her sidder en mor med sine to piger og slapper af. Næsten alle kvinder i Copacabana gik med bowlerhat og et stort farverigt tørklæde på ryggen. I tørklædet transporterer de alt fra børn til ost.

Jomfruen fra Copacabana

I Copacabana findes der en berømt jomfru skåret ud i træ og udstillet i en storslået kirke. Hun kan efter sigende udføre mirakler. Men madonnaen udfører ikke kun mirakler, hun velsigner også biler.Her ses to biler som er blevet pyntet før de skal døbes. Dåben består i, at der bliver hældt øl ud over bilen, somtidig med at der bliver fremsagt velsignelser. Det er vigtigt, at hele bilen bliver overhældt med øl.

Uden for kirken var der et stort marked på begge sider af vejen, hvor man kunne købe genstande til brug ved dåbsritualerne.
Der kommer mennesker fra det meste af Sydamerika til Copacabana for at få deres bil velsignet, men bilen behøver ikke at være til stede for at blive velsignet, man kan også købe en minuature-udgave og få den velsignet i stedet.

På skiltet står der: "Det velsignede vand er gratis, De betaler for flasken, transporten, ediketten, arbejde med vedligeholdelse af helligedommen" - men vi købte ikke noget vand.

Isla den sol - Soløen

Fredag d. 21 oktober tog vi til Isla del sol, som er en ø, der ligger 2 timers sejltur fra Copacabana. Vi sejlede i en ligge turistbåd og det vippede grundigt. Vi syntes det var en fin tur

Der findes ingen biler på øen, men der er rigtig mange både - både store og små fiskerbåde som disseVi gik fra øens nordside til øens sydside, en tur på 4 timer i kuperet terræn og i en højde af 4000 meter - jo, det var hårdt! Specielt for Pernille. Inkaerne troede på, at solen blev født på Isla del sol, og at det også var oprindelsessted for den første inka og hans kone/søster. Vi så nogle få inkaruiner på vores tur. Der findes mange mindre øer i vandet omkring Isla del sol.

Vi gennemførte turen, men vi var godt trætte, da vi endelig nåede strandkanten, hvorfra vi skulle sejle tilbage til Copacabana.
Copacabana i eftermiddagssol, set fra turistbådens tag.

En smuk aften i Copacabana

I Copacana er der mange små fine fiskerestauranter hvor man kan få ørred til billige penge. Lyset her tæt ved den smukke Titicacasø er meget klart. Himlens blå og søens blå skinner om kap med hinanden.

Hotel "El mirador"

I Copacabana, som er en lille by ved Titicacasøens bolivianske bred var vi blevet anbefalet et godt hotel med store værelser. Vi fik et dejligt lyst værelse med eget bad for 50 kr pr nat! Skønt. Her boede vi i tre nætter før vi tog hjem til Arequipa.

Verdens farligeste vej - igen

For at komme til Copacabana skulle vi samme vej tilbage, vi skulle igen køre på verdens farligste vej. Men denne gang var det lyst og klart og vi var på den sikre side - reglen er nemlig den, at når man kører op - dvs mod La Paz få man lov til at kører på indersiden dvs ind imod bjergsiden, men når mn kører nedad - imod Coroico, må man køre på ydersiden, tættest på afgrunden! Store lastbiler passerede hinanden på den smalle vej. Det så halsbrækkende ud, men det virkede til, at chaufførerne passede på hinanden, måske lige undtagen dem bag rettet i de små hurtige firhjultrækkere - de tog ikke så meget hensyn til nogen eller noget.

I hollandsk selskab

Aftenen tilbragte vi sammen med et hollandsk par, som også boede på vores hostel. Vi spiste sammen på en tysk restaurant i byen. Vi havde en dejlig aften med god mad og hyggelig snak. Vi fik et par gode råd om vores viddere rejse til Copacabana

En smuk udsigt

Efter en lang dag tog vi os en slapper på vores hostels terasse og nød den smukke udsigt over bjergene.

På hesteryg

Vi besluttede os for at ville se dalene omkring Coroico på hesteryg. Lidt ude for byen bode en mand som ejede ca ti heste. Sammen med 4 englændere tog vi en tur på to timer med denne spøjse bondemand som guide.

Thomas havde fået en meget skikkelig hest, den ville næsten ikke gå fremad. Den var på grænsen til at være doven.

Pernilles hest var ganske anderledes... Den var temmelig livlig og ville helst trave eller gallopere, derfor skulle den hele tiden være bagest i rækken, så den ikke stak af. Det vil sige, at den havde mulen i halen på Thomas' hest (som helst ville være helt til sidst) det meste af turen. Pernilles hest var desuden bange for biler. På et tidspunkt blev vi passeret af en stor bus og senere af en endnu større lastbil, og begge gange bakkede hesten ud midt på vejen (klar til at give det store monster et spark) - det var temmelig skræmmende, når man ikke ved, hvordan man styrer sådan et kræ. Hesten løb også op i en af de andre heste, så den blev forskrækket og sparkede, så jeg nær var faldet af - men det kunne nu have gået meget værre...
Men øvelse gør mester og til sidst gik det meget godt. Vi havde en rigtig smuk og indholdsrig tur. Vi er blevet enige om, at det ikke er sidste gang, at vi oplever sydamerika på hesteryg.